Jeg fik en pludselig trang til at høre britpop. Ikke nok med det er en fantastisk genre, indholder det også en samling af gode minder fra barndommen, hvor hele verden virkede meget mindre og mere overskuelig.
Men det er ikke bare britpop alene som er fantastisk, men nærmere 90'erne. Ja, 80'erne var også udmærket. Men nu hvor jeg var født i 90'erne har det en hel anden betydning for mig. Folk virkede bare gladere og udviklingen var i sit klimax? Kan I følge mig i det? Musikken, film, musikvideoerne, serierne, vejret, verdenssituationen.. måske er det fordi jeg levede i en alder uden bekymring, men 90'erne repræsenterer overskud og glæde for mig.
Her er et MEGET lille udvalg af hvad gjorde min barndom lykkeligere.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Det var et fantastisk "trip down memory lane" at læse din blog! MEN jeg er ikke HELT enig med dig i, at udviklingen var på sit højeste (ihvertfald musikalsk) i 90'erne! Der skete utroligt mange fede ting dengang internationalt set (grunge, post-rock, britpop,JEFF BUCKLEY, osv.) MEN i dag finder der jo stadig en ENORM udvikling sted!
SvarSlet....men ja, for mig repræsenterer 90'erne også en tryghed og en ubetinget lykke.
Tak for de fine ord, VIking826yaaaargh! : D
SvarSletMen jeg kan sagtens følge dig. Dog synes jeg, med visse undtagelser selvfølgelig, at lyden i 90'erne var mere orginial. Jeg mener, i 90'erne blomstrerede der nye lyde, endda genrer man ikke havde hørt til før. Nu, i en mere moderne tid, virker det mere til at musikken indlever disse genrer videre istedet for at fokusere på at finde nye lyde og vinkler (ikke fordi dét er en dårlig ting), men meget af musikken i dag lyder bare som hinanden. Det gør det dog stadig ikke til dårligt musik, overhovedet. Det eneste jeg synes blomstrer meget nu, er den elektroniske scene, som er blevet en mere acceptabel
musikgenre end den har været.